En bog fra Poul Kristensens Forlag er altid en ren æstetisk fornøjelse at få i hånden, omslag, papir, tryk danner den smukkest tænkelige helhed. Det gælder også denne lille debut af denpolsk-jødiske, 32-årige Sofia Kuperman. Da hun var 14 år gammel, flygtede hun med sin familie til Danmark fra Lublin pga. jødeforfølgelser her, og hun har boet i DK siden. Den fremmedfølelse, hungiver udtryk for, skyldes ikke specielt det nye land og dets befolkning, der er ingen retningsbestemt bitterhed at spore. Digtene er opført i en I og II del. 1. del er om følelserne af ensomhed,dette at være revet ud af en sammenhæng, af ikke at høre til. Og barndomsminder fra Lublin, en lær og fortrolig legekammerat. Og så, på trods af modløsheden, håbet, drømmen. 2. del har baggrund ien rejse til Israel, mødet med det gyldne Jerusalem, børn og unge i krig. Indlevelsen i sit folks historie, sorgen over de tusinder tabte liv, ønsket om de stridendes forsoning. SK skriver ganskeenkelt og ligefremt, holderaf at putte et rim ind, når det kan passe sig. Udtryksmæssigt lurer banaliteten, og der er ikke noget, der lover en digterisk karriere. Men en oprigtig og tankevækkendestemme fra en 1. generationsdansker og moderne jøde iblandt os er det.