"De let iørefaldende refrænsange er stadig tydelige, men som komponist er [Tue West] denne gang draget mod et mere ukendt terræn, og det lyder mest af alt som den klassiske sangskriver, der har isoleret sig med sine tanker og nagende tvivl ... 'Frihed til at være en fange' er lidt af et nybrud i Tue Wests sangskrivning, uden at han helt udsletter sig selv. Vokalen er tydeligvis Tue West, men gemt lidt af vejen, så der er mere plads til de langsomt opbyggelige melodier, der lyder til at være draget af improvisationen ... Det er gennemgående fine sange, hvor Tue West tør spille alvoren op, men det er også sange og melodier, der mangler en sidste forløsning eller i det mindste en anvisning på at finde ud af den selvvalgte isolation, hvilket tilnærmelsesvis rammes i den håbefulde "Livet lige ovenpå os"".