Københavns boligborgmester Søren Pind er fortaler for en markant liberal politisk linie i Venstre. I denne lille debatbog fremlægger han sine forslag til en ny undervisnings-, kultur- og skattepolitik på ægte liberale præmisser. Uddannelsessystemets kvalitet skal højnes, og der skal sikres øgede valgmuligheder i undervisningssystemet ved at pengene følger den enkelte uddannelsessøgende. På kulturområdet skal de udøvende kunstnere og klassisk kvalitet i centrum, bl.a. ved at indføre skattefradrag på kulturområdet. Der skal gennemføres en skattereform, der fjerner top- og mellemskatten og reducerer bruttoskatten, finansieret ved en fastfrysning af den offentlige forvaltning og inflationssikring af overførselsydelser i stedet for den nuværende satsregulering. Målet med reformerne er en højnelse af uddannelsesniveauet i Danmark, gennemførelse af en borgerlig kulturpolitik og forbedring af de økonomiske muligheder for de enere og igangsættere, der i fremtiden skal skaffe rigdom og vækst til landet. Forfatteren præsenterer sine kontroversielle idéer og meninger klart og godt, og hans bog er et godt udgangspunkt for en politisk debat både inden og uden for Venstre.