Peter Laugesens nye digtbog slår ikke det store brød op, men viser en stribe digte, hvori han uhøjtideligt og tematisk spredt afprøver terrænet mellem de store, store spørgsmål og det jævnehverdagsliv med konsum, tv, absurditeter. Det sker at han - fordi han med knirkende vid er i stand til at rive alle masker af, nedbryde enhver illusion - så sætter sig på halen med en plathed, menfor det meste når han i bogen længere: stabler gåder på benene, reflekterer virkelighed, spejler temperament -som det så er op til læseren at afkode. Det er ikke enkel poesi, men en poesi, der vil- også mere end det ved første øjekast ser ud til i bogen her. Og morsommere mere fornøjeligt end vi i grunden er vant til det, når metapoeten fra Brabrand ruller sig ud. Ikke mindst fordi Laugesengiver sig selv lov til nogle muntre stilafprøvninger og meningsskred. En bemærkelsesværdig digtsamling.