De klassiske engelske dameromaner genoplives for tiden pr. film, og det er da også dejlige historier, der stadig holder. Dette er yngste søster Brontë's eneste roman. Alvorlige og trofaste Helen gifter sig med den charmerende drukkenbolt Huntingdon (modellen er bror Brontë), men flygter med sin søn fra det ulyksalige ægteskab, da udskejelserne går for vidt. I eksil, hvor hun foregiver at være enke, møder hun Gilbert Markham, der vinder hendes tillid i tilstrækkelig grad til at få lov til at læse hendes dagbogsoptegnelser, som udgør størstedelen af bogen. Resten fortælles af Gilbert, der lider alle forelskelsens kvaler, indtil Helen virkelig bliver enke og de kan få hinanden til slut. Den gribende historie fortælles med stor grundighed og en meget udførlig dialog. Den er lang og omstændelig, men også frisk, levende og ikke uden humor. Selv de psykologiske problemstillinger virker ikke uaktuelle, skønt bogen er fra 1848. Nyt Dansk Litteraturselskabs udgave i to bind fra 1979 er nok ved at være slidt op alle steder, og denne paperback udkommer i forbindelse med den tv-serie, som DR2 viste i juledagene. Forsidefoto herfra. Henvender sig både til læsere af klassikere og kærlighedstrivi.