Danny Rubinstein er israelsk journalist med speciale i palæstinensiske forhold. Han har fulgt den palæstinensiske leder Arafat gennem en lang årrække og har haft mange personlige interviews med ham. Hans bog er et forsøg på at afdække Arafats personlighed, der rummer mange gådefulde og selvmodsigende træk, og at finde forklaringen på hans politiske succes. At han har overlevet så mange politiske bommerter og fejltrin kan forklares med, at han i sin person reflekterer den palæstinensiske befolknings skuffelser og behov efter det ydmygende nederlag i 1948 ved staten Israels oprettelse og siden ved Seksdageskrigen i 1967. Rollen som palæstinensisk nationalmyte har Arafat selv omhyggeligt opbygget og plejet og med så megen succes, at han også rent bogstaveligt har overlevet, fordi hverken rivaliserende palæstinensere eller israelerne har vovet at skille sig af med ham. Englænderen Alan Hart er mere ukritisk i sin biografi fra 1994 Arafat. Det er en betydeligt bredere fremstilling, uden den derfor når nærmere ind på hans personlighed. Det er spændende at følge Rubinsteins forsøg på at afdække myten Arafat, og undervejs får man et godt indblik i baggrunden for den Mellemøstkonflikt, der endnu engang er på den internationale politiske dagsorden.