Samantha (kaldet Sam) og Freddie er jævnaldrende, vel en 12-13 år, og de bor i England hos en plejefamilie. En dag kommer Sam ud for et cykeluheld og mister bevidstheden. Her begynder hendes mareridt og bogens handling. Freddie, der er meget interesseret i Ufoer og rumvæsener, mener at det er sådanne fænomener der er efter Sam. Det bestyrkes af flere mystiske hændelser, og i bogens sidste tredjedel tager begivenhederne fart, da det viser sig at Sam er sendt til jorden for at iagttage jordboerne, og hendes mareridt er opstået fordi hun ikke vil tilbage. Historien fortælles i 16 kapitler, der er sat med to forskellige fonte, afhængig af om det er Sam eller Freddie der fortæller. Hvert kapitel indledes med en lille mørk tuschtegning og i kapitlerne placeres vignetter med relation til indholdet. Sproget er dialogrigt, og specielt bogens første halvdel er temmelig omstændelig og mangler de gys som omslaget og bagsideteksten lægger op til. Forfatterens tidligere udgivelser bl.a. Ulvedrengen og Spøgelseshunden begge fra 1998 har rimelig succes hos de læsere der ønsker spænding, gys og mystik. Bogen her bringer ikke nogen fornyelse til rum- og ufo-genren, som i øvrigt er godt dækket ind på mange skolebiblioteker.