Investeringsguide, som klæder dig godt på til at turde, kunne og forhåbentlig få succes med at investere. Bogen henvender sig mest til kvinder, men alle kan finde inspiration.
Indledningen fokuserer på økonomisk ulighed mellem kønnene. Her er fx historien om den svenske direktør - tidligere Carl Farberger, nu Caroline - som ved et kønsskifte som 69-årig oplever kønsdiskrimination. Caroline fortæller om sit syn på ligestillingen før og efter sit kønsskifte. Bogens næste tre afsnit klæder læseren på med gode råd og værktøjer. Første punkt er, at man skal forberede sig. Her er fx overskrifter som "Få økonomisk selvtillid", "Hvis du falder så rejs dig igen" og "Få styr på din økonomi". Forfatterne opfordrer også stærkt til, at man har en såkaldt "Fuck-You-konto", en ekstra opsparingsbuffer, som redder en, hvis ens verden pludselig styrter sammen. Bogens næste afsnit har fokus på det at investere. Her forklares fx begreber som obligationer, aktier, råvarer, fast ejendom, kunst og andre samleobjekter. Sidste afsnit forklarer, hvordan man forvalter sin investeringsportefølje. De tre forfattere og iværksættere står bag firmaet Female Invest.
Velskrevet og praktisk anvendelig guide, som kommer i et indbydende frisk-farvet layout. Forfatterne formidler både teori og praksis, så enhver kan investere, som man lyster.
En anden bog om økonomi for kvinder er fx Kvinde kend din økonomi.