De 10 forfattere, der alle professionelt beskæftiger sig med miljø- og udviklingsproblemer, tegner i en række artikler et dystert billede af den globale udvikling. De seneste 25 års sejrende nyliberalistiske økonomiske politik har ført til en ond spiral i den fattige verden af social fejludvikling, miljønedbrydning og militære konflikter. Det er nødvendigt at se miljø, samfundsudvikling og fredsindsats som en uadskillelig helhed, og det er nødvendigt at få bremset den fejludvikling, vi ser med voksende forskelle både mellem rige og fattige lande og mellem fattige og rige i u-landene. Bogens sidste del har en række kritiske bidrag om den danske bistand. Vores ledende rolle indebærer en forpligtelse til at gå foran med alternative udviklingsmodeller. Blandt bidragyderne er Knud Vilby, der i 1998 udgav Den globale rejse med samme synsvinkel på den globale udvikling. Forsiden prydes af en fotomontage hvor man øverst ser højhuse i det rige Vesten og nederst en kampvogn i et ørkenområde. Redaktionen bedyrer dog, at bogen var færdiggjort inden den 11. september, men bogens grundlæggende tese om en sammenhæng mellem miljøproblemer, udviklingsproblemer og sikkerhedsproblemer har fået fornyet aktualitet.