Paulina Heise (tidligere Nielsen) har udgivet en lang række digte, noveller og artikler. Denne digtsamling består af et udvalg af hendes digte fra 1969 til 2006. Digteren kommer fra det tidligere Jugoslavien og har boet i Danmark i 36 år. I forordet beskriver hun sine digte således: "Det er social engageret litteratur knyttet til indvandrer/dansker skæbner og problemer..." Digtene omhandler hendes egne oplevelser i Danmark med udgangspunkt i følgende temaer: den danske ytringsfrihed, dialog mellem mennesker og menneskelig retfærdighed og respekt. Hendes grundlæggende livsholdning bygger på troen på en bedre og mere fredelig verden. Det første digt hedder "Bosnien 1941" og beskriver barskt nazisternes overgreb på jøderne under anden verdenskrig. De øvrige digte fortæller om livet i Danmark for indvandrere og om ikke at være eller kunne blive rigtige danskere: "Du grinede ad mig/når jeg talte dit sprog./Så lærte jeg dit sprog./- Med tiden lærte jeg mere./Jeg lærte hvem jeg er, hvor mange skridt/jeg skal stå bag ved dig,/hvor mange og hvilke ord/jeg må sige højt./Jeg lærte meget om dig/gode dansker." Digtene er skrevet i et enkelt sprog og i en let forståelig stil. En personlig og sympatisk digtsamling som bæres af digterens store sociale engagement i samfundet og indignation over menneskelig uretfærdighed.