I en komprimeret tekst og ikke mindst ved hjælp af tydelige farvefotografier og tegninger beskrives grundigt værktøj, materialer og arbejdsgange ved polstring af forskellige møbler - typisk engelske/kontinentale ting fra det 20. århundredes første halvdel. Vejledningen i det krævende og vanskelige polstringsarbejde er pædagogisk anlagt i velforklarede billedserier, der tydeligt viser de enkelte arbejdsoperationer, og de færdige møbler afslører en sikker smag og godt arbejde. Det er nærliggende at sammenligne denne møbelpolstringsbog med den håndfuld nyere bøger, der allerede findes om emnet, og i øvrigt alle var udlånt fra mit bibliotek. De eksisterende bøger omhandler først og fremmest polstring af de mere klassiske møbeltyper og lægger vægt på anvendelse af traditionelle polstringsmaterialer og godt gammeldags håndværk. Denne bogs forfattere er derimod åbne over for brugen af nyere stoftyper og kunstofmaterialer, og de anvender gerne hæftemaskine, limpistol, skumgummi og spraylim, når det kan forsvares. Deres vejledning i valg af stoftyper er fremragende, og det ses på deres færdige møbler, der er ret smarte og meget anvendelige i den type moderne boligindretning, hvor man bruger markante enkeltmøbler og gerne blander de forskellige stilarter.