Historien om virksomheden Google er også historien om dens opfindere, Larry Page og Sergey Brin, deres særlige talent og virksomhedsmodel. Den er spændende for alle, der interesserer sig for Google, men også for dem, der primært interesserer sig for virksomhedsudvikling og forretningsmetoder.
David A. Vise er journalist og har tidligere været ansat hos The Washington Post, hvor han har vundet Pulitzer prisen. Her skriver han sammen med Mark Malseed, der er researcher. Bogen er oversat fra amerikansk, hvad sproget bærer præg af. Den er opbygget kronologisk og er meget omhyggelig, lige ned til at referere samtaler mellem Larry og Sergey. Den fortæller Googles virksomhedshistorie, hvem af direktørerne der bliver ansat hvornår, hvordan forskellige kriser håndteres, og hvem der skyder penge i. Den særlige virksomhedskultur og den helt særlige stemning i "Googleplex" beskrives også.
Der er kommet en del andre bøger om Google, men kun denne ene på dansk.
Bøger om virksomhedshistorie er altid populære, og Google er sagnomspundet og stadig ekspanderende. Bogen lider desværre under oversættelsen og det dårlige udstyr. Den er limet i ryggen og i blødt bind og vil ikke holde længe. Men historien er basalt spændende og vil helt sikkert have mange læsere.