Historien begynder idyllisk på landet, da hr. og fru Kvant får sønnen Per. Landboidyllen brydes brat, da Per er fem år. En bankrådgiver får familien til at slå sig på stordrift af grise, og familien laver snart ikke andet end at tælle grise. Per kommer i sjette klasse, hormonerne raser, og Per bliver forelsket i ... en gris og er i øvrigt blevet vegetar. Aftenen før Pers udkårne skal på slagteriet, gemmer Per sig sammen med hende i stalden, og smider i øvrigt tøjet for at ligne de andre grise mest muligt. De ryger begge i grisebilen og på slagteriet. Her redder de sig i sidste øjeblik uden om slagtelinien og kommer med en kølebil til Paris, men ender efter flere år hjemme igen. Der er mange pudsige og morsomme episoder undervejs, som for eksempel da Per med grisen på nakken og slagteren ovenpå ryger ad transportbåndet gennem slagteriet for på et tidspunkt at blive dækket af døde grisekroppe, men den overordnede ramme om fortællingen tiltaler ikke lektøren, selvom Thomsen fortæller med vanlig ordekvilibrisme og munterhed. Bogen er nok mest egnet til oplæsning i de yngre klasser.