Denne interviewbog om religiøse dilemmaer i skolens praksis henvender sig fortrinsvis til lærerstuderende i faget Kristendomskundskab/Livsoplysning/Medborgerskab (KLM), men også lærere, skoleledere samt andre professionelle faggrupper i grundskolen kan læse bogen med fordel. Og så kan den også bare læses af interesse, for det er en både spændende og interessant udgivelse.
Bogen tager udgangspunkt i interviews af 12 forskellige personer med holdninger til skole eller religion for på denne baggrund af diskutere religionens rolle i de danske institutioner. Blandt de interviewede er repræsentanter fra forskellige trossamfund, religionsforskere, undervisningsministeren, skoleledere samt direktøren i Institut for Menneskerettigheder. Bogen er velstruktureret og interessant. Den læser næsten sig selv.
Jeg har ikke kendskab til tilsvarende litteratur om religiøse dilemmaer i skoleverdenen, men denne bog bygger videre på Gud på Borgen : interview med danske politikere om religionens rolle i samfundet, 2011, som målgruppen også kan have glæde af at læse.
Spændende og interessant udgivelse baseret på interviews af fagfolk og repræsentanter fra forskellige trossamfund om religiøsitet i skolens praksis. En oplagt bog at anvende på læreruddannelsen i faget KLM.