Bogen henvender sig til alle med seriøs interesse for religion og det overnaturlige. Bogens meget personlige stil stiller krav til læseren.
Under et besøg i Italien møder forfatteren helgenen Skt. Klara i form af en stærkt lysende skikkelse, som hun beslutter sig for at følge. Tidligere i livet har hun haft en lignende oplevelse med Jesus på Glænø. Først skildres Skt. Klaras historie (f. 1194) bl.a. med uddrag fra hendes breve. Klara levede i yderste fattigdom. Hun er samtidig med Frans af Assisi, der bl.a. formulerer klosterreglen for Skt. Klara klostrene, der også opstod i Norden. Bogen rummer desuden en mængde bibelcitater, meditationer og henvisninger til Klaras breve samt en grundig gennemgang af symboler illustreret med stregtegninger. Forfatteren, der er pædagogisk konsulent, beskæftiger sig med teosofiske emner samt frimureri.
Kirsten Weile har skrevet Clara af Assisi, 1995. Bogens litteraturliste rummer ud over henvisningen til engelsksprogede bøger om Klara mange titler af teosofisk, esoterisk og okkult art.
Bogen er en skildring af forfatterens egen religiøse rejse fremstillet til inspiration for andre. Hendes hensigt med bogen er at anspore det enkelte menneske til at søge og finde sin egen Gud. Kun den læser, der i forvejen er sporet ind herpå, kan vurdere denne velmente, meget personlige beretning med elementer af renselse, teosofi og meditation.