Bogen henvender sig til et voksent publikum og skal formidles som velskrevne, realistiske og melankolske noveller, som med stor indholdsmæssig tyngde beskriver menneskeskæbner i nutidens Kina.
Gulddreng, smaragdpige er skrevet af den kvindelige, kinesiske forfatter Yiyun Li, der siden 1996 har boet i USA. De 9 noveller er velskrevne og holdt i et meget behersket sprog. Ensomhed - selvvalgt eller ej - er et centralt tema i bogen, der dog også viser, hvordan uventede fællesskaber mellem mennesker opstår. Forandringerne i det kinesiske samfund er en vigtig faktor i historierne. Hovedpersonerne er alle midaldrende eller ældre og bærer alle på en tung fortid. Bemærkelsesværdig er den accept af - og resignation over for - deres skæbne, som de næsten alle udviser. Tonen i bogen er melankolsk uden at blive sentimental. Novellerne er af meget varierende længde.
Kan sammenlignes med Dengang jeg købte en fiskestang til min bedstefar af Xingjian Gao fra 2005, som er en novellesamling om det gamle og nye Kina. Yiyun Lis skrivestil, hvor følelsesmæssige og dramatiske højdepunkter fortælles i et behersket og afmålt sprog, gør, at hun ofte sammenlignes med den russiske forfatter Anton Tjekhov (1860-1904). Se fx Tjekhovs novelle I dalen fra samlingen Andres ulykke.
Velskrevne noveller fra nutidens Kina, der alle specifikt forholder sig til det kinesiske samfund, men som i beskrivelserne af personlige tab og ensomhed vækker genklang hos læsere alle steder.