Super-gameren Miles (Daniel Radcliffe) opdager til sin store overraskelse, at han er fanget i det dødelige og blodige computerspil Skizm. Kuglerne flyver tæt og han får brug for alle sine evner som gamer, hvis han vil overleve. For unge fra 16 år og voksne.
Spil-nørden Miles er ikke rigtig kommet i gang med sit liv, da han en dag opdager, at han er fanget i det voldelige computerspil Skizm. Kampen for at overleve er hård, og den bliver endnu hårdere, da Miles opdager at hans ex-kæreste også er fanget. Men kan han redde hende, så er de måske kærester igen? Hovedrollen som Miles spilles af Daniel Radcliffe (Harry Potter). Filmen har ikke været i biograferne i Danmark. Det er instruktøren Jason Lei Howdens anden film.
"Guns Akimbo" blander effektivt og intenst genrer som splatter, hard-core action og science-fiction. Man bliver trykket godt og grundigt tilbage i sofaen, når man ser den. Den kan også ses som en kommentar til computerspillenes blodige og action-pumpede verden, som opsluger spillere med hud og hår. Men desværre er historien både tynd og usammenhængende og selvom skuespillerne gør deres bedste, så har de ikke meget at arbejde med. De mange voldsomme effekter overtager kort sagt handlingen og man sidder efter filmen tilbage med en meget tom fornemmelse.
Kombinationen af splatter, action og sci-fi ses fx også i Hardcore fra 2016.