Der er fart over feltet i denne morsomme og kærlige billedbog for børn fra 3 år. Gustav, som man også kan læse om i Gustav legesyg, er så dejlig en dreng, at hans far og mor beslutter sig til at få et barn til. Det bliver til en fortryllende lillesøster, som alle er meget glade for. De taler endda om, at de må huske på ikke at glemme Gustav, men det kan Gustav da ikke forstå. Hvordan skulle man kunne glemme ham? Sådan! Men der er meget at se til med en lillesøster, så Gustav beslutter sig til at hjælpe mor og far med at finde ud af, hvad en sådan kan bruges til. Det kommer der mange sjove og varme situationer ud af. Illustrationerne er livlige og humoristiske, og de lægger sig tæt op ad det i teksten, der antyder en børnefamilies fortravlede hverdag. Til tider er det ren panik. Tegningerne er fyldt med detaljer, som børn med sikkerhed vil elske at dykke ned i og finde frem. Bogens slutning er helt skøn Børnene ligger om aftenen efter en hektisk dag fredeligt i deres seng, forældrene slapper endelig af, men de ved selvfølgelig heller ikke, hvad Gustav pønser på!.