Sten Kaaløs forfatterskab rummer en bred vifte af udtryksformer, der spænder fra lyrik over salmer til dramatik. I lighed med Hvisken fra sidste år blander også denne nye samling alle disse udtryksformer i en associerende og billedrig stil. Samlingen er komponeret i fire suiter og er en polyfoni af stiludtryk: sonetter, korte sprogligt poienterede tekster og lange, strømmende forløb. På indholdssiden modsvares det af en lige så stor mangfoldighed. Snart ironisk vrængende, eller humoristisk underfundig, snart højstemt besyngende og besværgende. Teksterne tematiserer en overfladedyrkende og forløjet civilisation, hvor mennesker mest optræder som "hinandens lykkehjulsvrængbilleder". Dybden, utopien skal findes i kærligheden, der udforskes og besynges i afsnittet "Under himlen" en sonetkreds der begynder og slutter i København og indimellem bevæger sig i spring mellem tider og steder, set i et kosmisk og erotisk perspektiv. Det kunstneriske ambitionsniveau er højt, men resultatet svarer desværre ikke altid til ambitionerne. Den sproglige opfindsomhed er stor, men mange af teksterne fortaber sig i det dunkle og uigennemskuelige, måske fordi de i for høj grad er bundet op i en personlig forestillingsverden, hvis indhold sproget snarere tildækker end lukker op for.