Harens øjne

En 6-årig dreng efterlades pludselig en sommer ved Vesterhavet hos sin morfar, som han aldrig har mødt. Drengens opdagelse af den nye ukendte verden vil glæde læsere af barndomserindringer.

Morfar Arne har aldrig før mødt sit barnebarn, og hans tilværelse som alkoholiseret pensionist med kriminelle venner er nok ikke det bedste for et barn. Men Arne kan fikse mange ting, ikke mindst udstoppe døde dyr, og mens fortroligheden opstår tegnes også et billede af Arnes liv.

I et fint sanset sprog opleves barnets nysgerrighed og konflikten med de normer, som han allerede har. Han er en fremmed, og det forstærkes af, at hans far er fra Tyrkiet og af vennernes fremmedfjendskhed. Naturen er også fremmed, og hans møde med det voldsomme hav er suverænt beskrevet. Der gives et nuanceret og ømt portræt af drengen og Arne, mens vennerne er skabeloner. Den enes seksuelle overgreb er voldsomt, men virker også unødvendigt for miljøbeskrivelsen. Ligesom i Martin Krogh Andersens tidligere tre romaner, senest Fordømte aber, er sproget godt og velfungerende.

I Ane Riels Harpiks er det ligeledes et barn, der sanser og fortæller om opvækst i et beskidt og overfyldt hjem, men hvor hun også møder kærlighed og omsorg på en anderledes måde.

Læs hele vurderingen