En dejlig samling haveoplevelser, der er blevet til på baggrund af forfatterens månedlige haveklumme i Information. Beretningen bygger på tre kalenderårs hændelser og aktiviteter i en stor landhave på Møn, og den fortæller måned for måned fra januar til december om stort og småt i husholdning, bigård, køkken- og prydhave, og ikke mindst om det rige dyreliv i have, dam og omgivende landbrugsland. Bogen er skrevet i et flot sprog med fine sansninger og refleksioner over livet i haven og udenfor, og den giver et stemningsfuldt indtryk af et bymenneskes oplevelse af naturen og glæde ved arbejdet i en stor vild have langt ude på landet. Det er en bog, der i modsætning til de fleste havebøger skal læses mere end kigges, og en bog, der forudsætter en vis forhåndsviden om havebrug, plantenavne og natur. Er disse forudsætninger i orden, venter der imidlertid læseren en stor oplevelse og et hyggeligt samvær med en veloplagt og velformuleret haveforfatter, så bogen er oplagt vinterlæsning med haveoplevelser og havetanker for alle have- og naturelskere.