Animationsfilm om pigen Heidi, der bor i Alperne med sin bedstefar og sin ven gedehyrden Peter. Filmen vil tiltale de børn, der ikke er vilde med uhygge og højt tempo. Fra ca. 4 år.
6-årige Heidi er forældreløs og har boet hele sit liv hos sin tante, men da tanten får et nyt job afleverer hun Heidi hos sin bedstefar i de schweiziske alper. Bedstefaren lever alene med sin hund og sine to geder, han er frygtet og berygtet i den nærliggende landsby og bliver ikke henrykt, da han præsenteres for sit barnebarn. Men Heidi er fuld af gåpåmod og nysgerrighed og selvom hun har levet hele sit liv i byen er hun meget fascineret af Alperne og dyrene. Langsomt vinder Heidi sin bedstefaders hjerte, og får en ven i gedehyrden Peter.
To computeranimerede film med en rund, lidt dukkeagtig stil. Filmene er opdelt i kapitler, men er én lang historie, der skal ses i rækkefølge. Det er enkelt fortalte historier, i et afdæmpet roligt tempo. Heidi og hendes bedstefar lever i pagt med naturen og det er venskab og hensynet til andre, der er det fremhævede.
Der findes et utal af film og tv-serier om Heidi, dog stort set ingen på danske biblioteker. Disse film er tro mod forlægget; en japansk anime fra 1974 "Heid, Girl of the Alps", både i tegnestil og karakterer. Studio100 har også filmatiseret en anden børnebogsklassiker Bien Maja.