En moderne myte med klassikerpotentiale inden for sit emne om psykisk sårbarhed og en ung piges sammenbrud. Kan formidles bredt til læsekredse, opgaver på gymnasieniveau samt til læsere med interesse for psykologi og ny nordisk litteratur.
Moderne Athene-myte om en pige, der springer ud af sin fars pande som 12-årig iført rustning. Umiddelbart derefter skriger han i smerte og bliver ført bort til en institution. Pigen bliver anbragt i pleje i en god svensk normalfamilie, hvor hun forsøger at tilpasse sig et liv med veninder og volleyball. Det lykkes ikke. Hun bryder sammen og indlægges på psyk, hvor hun isolerer sig, ønsker sig død og hallucinerer, bl.a. om at flyve mod solen. Romanen trækker således på fortællinger fra græsk mytologi og refererer samtidig til nutidsangst via Helios-flykatastrofen i 2005. Dermed tematiseres far-datter-forhold, livsangst, dødsdrift, psykisk sårbarhed og den svære overgang fra barn til voksen. Romanen giver en intens indlevelse i hovedpersonen, ikke mindst via det flotte sprog. Det er Linda Boström Knausgårds (f. 1972) anden bog på dansk, i 2012 kom novellerne Grand mal.
Denne roman kan blive klassiker inden for emnet psykisk sårbarhed på linje med fx Einar Már Gudmundsson Universets engle, 1993, Sylvia Plath Glasklokken, NDL-udg. 1993, og Helga Johansen Hinsides, ny udg. 2013.
Moderne Athene-myte om et skrøbeligt far-datter-forhold og om en ung piges psykiske sårbarhed. Smukt skrevet, bred læserappel, ikke mindst til opgaver.