Bøger / faglitteratur / kogebøger

Hellige kalorier : introduktion til det indiske vegetarkøkken


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

2008

af

af

Jette Landberg

2008

Brugbar hvis man ønsker en kort introduktion til vegetarisk, indisk køkken som det laves i Krishna-bevægelsens templer og restauranter. Opskrifterne kan sagtens bruges af andre end medlemmerne, der blot ønsker en vegetarisk kogebog.

Først får vi en gennemgang af menuens sammensætning, krydderier, begreber som dybstegning og en meget kort introduktion til Krishna og vegetarisme. Krishna-bevægelsen udspringer af indisk, hinduistisk tradition, og man spiser ikke kød, fisk eller æg. Dernæst følger opskrifter på ris- og linseretter, grøntsagsretter, småretter, brød, chutney, drikke og desserter. Til slut en liste over de typiske krydderier, en lang række links til relevante steder på nettet og henvisninger til andre Hare Krishna-kogebøger. Opskrifterne er ikke vanskelige omend ret tidskrævende, og enkelte ingredienser kan kræve besøg i specialforretninger.

I slutningen af 1990'erne udkom en række indiske kogebøger; men de senere år er der ikke kommet så meget om indisk mad. Seneste bog er Madhur Jaffrey: Indisk mad trin for trin, 2003. Den er langt mere omfattende end dette lille hæfte, men medtager både kød, æg og fisk. Hellige kalorier er den eneste vegetariske, indiske kogebog, jeg er stødt på.

En meget lille, men brugbar indisk kogebog, der medtager de traditionelle retter minus kød. Den vil kunne give lidt fornyelse i vegetarkøkkenet og kan sagtens bruges ud over Krishna-bevægelsens egne rækker.