Film / fiktion / tv-serier

Hello ladies

Disc 2


Beskrivelse


Den klodsede og ranglede englænder Stuart Pritchard er flyttet til Los Angeles. Hans mål er at finde sin drømmepige blandt byens attraktive modeller og skuespillerinder. Men han kommer galt af sted med sine forsøg på at date.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 11. juni 2015

af

af

Frans Rasmussen

d. 11. juni 2015

Hvordan scorer man drømmepigen blandt fotomodeller og skuespillerinder? Fra 15 år.

Bokssættet består af første og eneste sæsons 8 afsnit samt en opfølgende tv-spillefilm. Den ranglede og noget kiksede englænder Stuart Pritchard deler lejlighed i Los Angeles med den ambitiøse, men lidet succesfulde skuespillerinde Jessica. Mens hun drømmer om karriere er der kun ét, der står i hovedet på Stuart: han vil score sin drømmepige blandt glitterbyens flotte modeller! Hans bedste ven Wade er alene efter at hans kone Marion har forladt ham, og hans anden ven Kives, der sidder i kørestol har med sin indfølingsevne større succes hos damerne end den beregnende Stuart. Stuart kommer konstant galt af sted med sine forsøg på at få fat i drømmepigerne, men først i spillefilmen, der fungerer som et langt, afsluttende afsnit af tv-serien, fortæller Jessica ham, hvad han gør galt.

Seriens skildring af Stuarts latterlige metoder til at score damer er en helt bevidst kliché. En parodi på mænds sygeste tanker om kvinder - hvilket også er en kliché. Med sin sitcom-agtige stil er serien rigtig sjov og underholdende, men får for alvor substans gennem den alvor, der ligger bag Stuart. For det er jo angsten for at være alene og uelsket, der ligger bag hans smarte, men ynkelige fremfærd.

Den giver en anderledes vinkel på singlelivet end de utallige film og serier om emnet. Den store klassiker om jagten på drømmepigen er The woman in red med Gene Wilder.