Indbydende kunstbog om visedigteren, billedkunstneren og skribenten Køie, der udfoldede det meste af sit virke på Ertholmene ved Bornholm. Den vil tiltale dem, der er interesserede i kunstneren specifikt og i dansk kunst generelt.
Henning Køie (1913-1997) belyses i tre store afsnit: Først om hans viser af Hans Reusch, hvor "De halve abers paradis" nok er den mest kendte. Hver vise introduceres kort, tekst og noder gengives. Læseligt og indbydende design. Så om billedkunstneren af Mogens Lau. Igen med en glimrende oversigtsartikel og fine gengivelser af udvalgte værker med gode noter. Sidst Jens Sørensen om den skrivende Køie. Igen redeligt og informativt. Afslutningsvis en bibliografi og oversigt over radio og tv-omtaler/optrædener. De tre hovedbidragydere skriver forskelligt, uden at det virker forstyrrende. Kunstnerens enke, Grete Kusk, har skrevet indledningen. Forsiden er en gengivelse af maleriet "Flisen" med kunstnerens navn tydeligt gengivet. Informativ bagsidetekst.
Dette er den første samlede oversigt og præsentation af kunstnerens virke og produktion. Hertil i 2010 en retrospektiv udstilling om Henning Køie på Gudhjem Museum.
Lækker og informativ kunstnerbiografi med fokus på den kunstneriske produktion af visedigteren, billedkunstneren og skribenten Henning Køie. Bogens store format gør, at de mange malerier, noder og øvrige illustrationer præsenteres på fineste vis. Til kunstinteresserede og til dem, der interesserer sig for Henning Køie eller for bornholmske kunstnere.