En smuk bog, hvor Olly Ritterband helt nøgternt fortæller sin historie om at være født i en jødisk familie i Transsilvanien, et grænseområde mellem Rumænien og Ungarn, og om hvordan hun fandt sin danske mand og kom til Danmark efter 2. verdenskrig. Familien blev i foråret 1944 deporteret; og de endte i KZ-lejren Auschwitz hvor faderen omkom, mens moderen, Olly og hendes søster Alice og lillebror Bela overlevede. Men inden krigen ændrede hendes liv har Olly haft en lykkelig barndom og ungdom i lillebyen Mieruria-Niraj, og herfra fortæller hun om livsglæde, velstand og sin store familie. Både Olly og søsteren Alice fik en uddannelse som fotograf; meget usædvanligt for den tid. Hun tegner et kærligt portræt af sin far, en uortodoks og dannet mand med forkærlighed for moderne teknik og fodbold. Det er især denne del af bogen som står stærkt med en række småhistorier og anekdoter, mens tiden i Auschwitz forståeligt nok holdes lidt på afstand på grund af den stramme fortællestil der aldrig forfalder til sentimentalitet. Bogen kan sammenlignes med Iboja Wandall-Holms Farvel til århundredet (00/22), hvor Farvel til århundredet er litteratur, mens Herfra mine veje går mere har journalistikkens præg.