Ordet himperigimpe betyder noget, der er vanskeligt at bestemme eller give navn til. Og det er svært at beskrive disse noveller under én hat. Hovedpersonerne er hyppigst midaldrende mennesker, og novellerne fanger dem i netop dét øjeblik, hvor de oplever en skelsættende begivenhed eller erkendelse af deres eget liv og af forholdet til andre mennesker. Der pendles mellem det realistisk hverdagsagtige og det absurde, som fortrinsvis foregår i sindets mærkværdige krinkelkroge. Vi møder både det dagligdags snusfornuftige eller sørgmodige blik på tilværelsen, men også det sære, farlige og ironiske. Novellerne er ikke nemme at læse, men de er fængslende og sprogligt smukke. Nogen éntydig kasse eller målgruppe kan jeg ikke angive, men lånere med opladt sind for godt sprog og modne sjæles livserfaringer bør ikke snydes for disse historier. Marianne Rosen har et omfattende forfatterskab bag sig, senest har hun skrevet romanen Buddahs smil, 1991.