Bogen bygger på de nye Hokus Krokus udsendelser, der er sendt på DR i efteråret 2003 og foråret 2004 og som foregår efter samme koncept som de tidligere udsendelser. To bøger med lignende titler, der blev udgivet i 2001 og 2002, byggede på disse første udsendelser i serien. GLS er journalist og forfatter til flere natur- og geografibøger, og de fire nye gartnere, der anlægger haverne, er alle knyttet til Hedeselskabet. I forordet redegøres for intentioner bag Hokus Krokusserien, som udover underholdningsværdien, er at give ny og anderledes inspiration til haveejerne: "...så haverne afspejler de personer, der skal bruge og leve med haven i den specielle livssituation, de nu befinder sig i." Bogen er derfor inddelt efter haver for forskellige bolig- og familietyper, livsaldre og temaer som fx: den personlige have, den ældrevenlige have, de fire generationers have. Der er indsat oplysende faktafelter og flotte farvefotos og bagerst i bogen findes haveleksikon og stikordsregister. Bogen har mange emner med, men nogle omtaler er lidt for kortfattede til, at de kan synes umiddelbart anvendelige. Men så er det jo muligt at gå videre til de mange mere specielle havebøger, der findes. Inspirerende og letlæselig bog for nye og erfarne haveejere.