Sange der ikke er til radioen
Thomas Buttenschøn
Emneord
Anmeldelser (4)
GFR
d. 12. sep. 2017
af
af
Ken Damgaard Thomsen
d. 12. sep. 2017
"The Savage Rose er tilbage i storform med albummet Homeless, der måske ikke byder på nye musikalske landvinger fra Annisette og kompagni. Til gengæld er det så velskrevet og velspillet, at det kan få planter til at gro op igennem selv den tykkeste beton".
Jyllands-posten
d. 19. sep. 2017
af
af
Peter Schollert
d. 19. sep. 2017
"Omkring Annisette Koppel er der dygtige musikere, som (...) kan både rocke, spille pop og soul, kreere stemninger af folkemusik fra fjerne egne, vække minder om tidligere tiders Savage Rose og gøre stemningen kulsort. Problemet er, at deres dygtighed og fantasifuldhed mange steder fuldstændig overskygger den vakkelvorne vokal hos hovedpersonen, der ikke får meget rygdækning af de to korsangerinder, der alt for ofte blot minder om et par juhupiger".
Berlingske tidende
d. 19. sep. 2017
af
af
Pernille Smith Larsen
d. 19. sep. 2017
"Frontkvinden i The Savage Rose synger stadig med hele sjælen (...), som om passionen aldrig forlader hende ... Selv om Annisettes vokal let løber med opmærksomheden, ville »Homeless« ikke være et så passioneret værk uden bandets soul-rock. Den får ofte lov at starte langsomt og ulmende, som på titelnummeret, hvor Frank Hasselstrøms keys flimrer lyst og Jacob Haubjergs bas droner derudaf. Ingen overslikket produktion eller gimmicks står i vejen for The Savage Rose, der stadig lyder som et af landets mest tændte rockbands".
Information
d. 15. sep. 2017
af
af
Emil Eggert Scherrebeck
d. 15. sep. 2017
"Med den stemme, der står som noget helt særligt i dansk rockhistorie, bjergtager Annisette Koppel os endnu en gang på den formidable nye plade fra The Savage Rose, Homeless, der lander på halvtredsåret for dannelsen af bandet. Her er det især kampene, de personlige og sociale, der får musikalsk udtryk, når The Savage Rose tager os med ind i kunstnerens og den efterladte ægtefælles smertefulde hjemløshed for derefter at løfte os op i den mest forløsende empowerment, hvor soulhistorien klinger med som kulturel referenceramme for orkestrets kvindekamp. Det er så vigtigt og så gennemmusikalsk, og der er ikke et eneste tidspunkt på Homeless, hvor Annisette og hendes sublime orkester slipper grebet om den dirrende hengivenhed til musikken, der parallelt med et stærkt socialt engagement kan trækkes som en rød tråd igennem orkestrets virke, siden The Savage Rose blev dannet i 1967".