Hop er en amerikansk familiefilm, der kombinerer "rigtige" skuespillere med animerede figurer. Den sigter efter en bred målgruppe, men de yngste familiemedlemmer (fra 5 år) vil finde løjerne en kende uforståelige, mens ældre børn og deres voksne vil opleve filmen som barnlig og dybest set uoriginal.
Der hviler et stort ansvar på P.H.'s skuldre. Den lille påskehare er udset til at overtage familiefabrikken, som fremstiller påskeæg på Påskeøen! Men P.H. vil hellere slå på tromme og stikker af til Hollywood for at gøre karriere. Her møder han døgenigten Frede Hare, hvis familie ikke just er tilfredse med den unge mands ambitionsniveau. Men sammen redder de to lidt kiksede eksistenser fabrikken fra ondsindede påskekyllinger og kommer til sammen at stå for produktionen af påskeæg. Frede får en barndomsdrøm opfyldt, og P.H. får tid til trommerne! Kombinationen af skuespillere og animerede figurer er en subgenre inden for familiefilm. Walt Disney Productions brugte teknikken i for eksempel Peter og dragen Elliott, 1977, og Muppet-dukkerne soler sig i selskab med berømtheder af kød og blod.
Hop, 2011 minder både i plot og stil meget om Alvin og de frække jordegern, 2007. Begge film er da også instrueret af Tim Hill, der også har signeret Muppets fra Rummet, 1999. Fabrikation af påskeæg og hele universet generelt låner mytologisk stof fra flere film om julemandens værksted.
Filmen har pudsige scener fra Påskeøens farveladeorgier af slikproduktion, men er absolut uoriginal.