Forfatteren Jess Ørnsbo og en ny digtsamling med titlen Hopla, en kombination der hos en og anden tidligere læser måske vil vække forventning om et indhold med et vist mål af digterisk sortsyn og/eller galgenhumor, og lad det være sagt straks: det er ikke helt forkert! I 99 knækprosadigte ser Ørnsbo i vanlig modernistisk stil endnu en gang op med afmålt hånd fra det litterære syrebad som nu har stået og boblet og småsimret i digtsamlinger og skuespil siden 1960'erne, senest i samlingen Tavse digte, 2003. Veloplagt, men også med et vist mål af misantropi føres læseren igennem et viltert, surreelt samfund hvor satire og humor grænsende til det morbide, hvad enten det så netop gælder samfundet eller den ømme kærlighed, endnu en gang afdækkes slagfærdigt og sprogligt innovativt til det grænseoverskridende. Samtidig skal forfatteren bestemt ikke beskyldes for at stryge nogen med hårene, endsige anslå sarte toner. Her synes mening og rationalitet at må vige for nu altings anderledeshed og forfald, for fremmedgjorthed og absurditet svøbt ind i en barok og kuldslået humor. Således måske ikke så meget rendyrket hopla endsige ju-hu når det kommer til stykket, men snarere en litterær iagttagers skarpe og kvalitetsbevidste blik for og kommentarer til tendenser i tiden.