Henrik Haves værk tilhører den lyriske avantgardisme, hvis personlige formsprog og mange intertekstuelle referencer kræver en lige så avanceret og trænet lyriklæser.
Der er lagt mange spor ud i denne nye samling af Henrik Have, ikke blot verbalt og litterært, men også visuelt. Bogen, der er meget gennemarbejdet i sin grafiske tilrettelæggelse, indledes og afsluttes med billedsekvenser. Et fotografi af jernbanestationen i Sobibor - stedet for én af de mest berygtede nazistiske udryddelseslejre - der fra mikroformat forstørres op, for til slut at opløses i grovkornede raster. Titlen kan tolkes som en henvisning til det jernbanespor der førte frem til lejrens gaskamre, og teksternes mange allusioner til jernbanespor og skorstene tematiserer ved hjælp af komplekse historiske, litterære og religiøse referencer til nazisme og holocaust. Ikke blot som historiske kendsgerninger, men nok så meget som en kritik af det sprog og de tankeformer, fascismen og nazismen betjener sig af - alt sammen som et forsøg på at imødegå "hukommelsestabets asfaltering".
Samlingens indledende tekst er en personlig kanon-liste, hvis valg af forfattere, bl.a. Henrik Bjelke, Dan Turèll og Peter Laugesen, placerer Henrik Have i den modernistiske avantgardetradition.
Samlingens meget forskelligartede tekster benytter sig af et vanskeligt tilgængeligt og meget personligt konciperet formsprog. Kunstnerisk konsekvent, både grafisk og indholdsmæssigt, men undertiden også balancerende på kanten af det hermetiske.