Denne bog henvender sig primært til HR-professionelle i virksomheder, konsulentfirmaer og på uddannelsesinstitutioner, og det er deres interne diskussioner, der udfordres. Bogen kan desuden anvendes af studerende indenfor området over gymnasieniveau samt i mindre grad til ledere udenfor HR-området.
Dave Ulrich har i mange år været en af HR verdenens store guruer. Han er professor ved universitetet i Michigan og forfatter til en lang række bøger om emnet. Denne går i clinch med tre hovedspørgsmål for HR- professionelle, nemlig hvad de bør vide og gøre for hhv. at blive opfattet som effektive medarbejdere, for at forbedre virksomhedens succes og for at forbedre virksomhedens præstationer. Det er således virksomhedsnytte og ikke HR-specifikke spørgsmål som rekruttering eller lederudvikling, der er udgangspunktet. Forfatterne arbejder med 6 "kompetencedomæner" eller roller om man vil, som hovedsagelig bevæger sig indenfor områderne forandringsledelse, strategi- og innovationsarbejde. De enkelte domæner behandles i hvert sit kapitel ledsaget af en indledning og en række appendikser. Bogen er ikke vanskelig at læse, men kræver forudsætninger. Der er noter, men ingen litteraturliste.
Den danske udgave er håndteret af HR-konsulenten Gitte Mandrup, og bogen har samme målgruppe som hendes egen Perfekt partnerskab fra 2010.
Udmærket bog om HR som henvender sig til HR-professionelle med et vist kendskab til emnet.