Tredje selvstændige del af serien om inspektør Judy Hammer og betjent/informationsmedarbejder Andy Brazil. Det er en sammensat roman - både krimi, politiroman og politisk satire tilsat markante elementer af sort humor, surrealisme og fantasifulde detaljer i endnu højere grad end de første Hvepsereden og Sydkorset. Det er underholdning og spænding på højt niveau med et stort persongalleri, der til sidst samles til den endelige opklaring og forløsning, som deltagere i et komplekst plot, det vil føre for vidt at beskrive her, men som også vil fange læsere ud over de rene krimilæsere. Staten Virginias guvernør og hans underlige familie, hans sekretær, en ret makaber og ondsindet morder, en gruppe uheldige og skøre forbrydere, en storsvindlende tandlæge, indavlede beboere på øen Tangier og mange andre bipersoner i og inden for politietaten samt hunde, krabber og en førerhest er alle aktører i et spil, hvor alt hænger sammen, og hvor egnens fortid med pirateri og selvstændighed spiller en stor rolle. Romanerne må være forfatterens underholdende legeplads væk fra dels fagbøger som Portræt af en morder og dels den makabre og spændende serie om retsmedicineren Kay Scarpetta, der i øvrigt optræder i en birolle i bogen. Historien er fortalt meget visuelt og skaber billeder som en filmatisering ikke vil kunne gøre bedre.