Forfatteren, der gennem flere år har beskæftiget sig med og skrevet om gerontologi, beskriver mennesker med svær demens. Hun problematiserer det faktum, at sygdommen, der har et medicinsk udspring, men som har psykiske udtryksformer, ofte fører til, at man beskæftiger sig med sygdommen demens, men ikke med mennesket med demens. Sygdommen er blevet kaldt de pårørendes sygdom, og man har glemt at fokusere på de komplekse sociale, emotionelle, kulturelle og kognitive ressourcer, som demente besidder. Gennem en etnografisk metode - via observationer - påviser KA de særegne menneskelige potentialer, der stadig findes i mennesker med demens. Hun konstaterer, at man her finder mennesker med socialt potentiale, med selvindsigt og situationsindsigt, kulturel kompetence, humor og assertiv kapacitet. Hvis ikke de mennesker, der omgiver dem, er opmærksom på disse potentialer, opstår der afmagt og manglende livskvalitet. Det er viden, der er relevant for både pårørende og professionelle, men den forskningsbaserede formidling gør bogen til en lærebog for sidstnævnte gruppe og ikke umiddelbart en brugsbog for pårørende. I den overvældende mængde af litteratur om demens er Christine Swanes ph.d.-afhandling Hverdagen med demens (96/14) den, der mest berører det aktuelle og oversete emne: At der stadig er menneskelige ressourcer bag sygdommen.