Alle har et forhold til deres skoletid, og denne bog, der med udgangspunkt i klassebilleder gennem 100 år fortæller dansk skolevæsens historie, er derfor meget bredt appellerende, og giver samtidig et overblik, der kan bruges af lærerstuderende.
De hundrede skolefotos fra 1880-1980, der vises på bogens højresider, er sært nærværende. Klædedragt, attituder og skoleindretning skifter og fortæller tydeligt kulturhistorie helt uden ord. Eksemplerne er fra alle egne af landet inkl. Grønland, Færøerne og Dansk Vestindien, og fra forskellige typer af skoler. På venstresiderne er skolen placeret på et danmarkskort, og som karakteristik af tiden nævnes en vigtig dansk og udenlandsk begivenhed. Derudover beretter sidens tekst suppleret af velvalgte illustrationer om en begivenhed, et emne eller et undervisningsmateriale med betydning for skolevæsenet og dets udvikling. Fx. udenadslæren, skolelægen, polio, ordblindhed. Efter 1980 følges udviklingen kort til i dag. Det er ganske imponerende, hvor bredt bogen spænder. Fra Tvind og Lilleskoler til Herlufsholm, gymnasieretninger, Pisa og tosprogethed. Og med stor litteraturliste og register.
Bogen har sin force i den bredt anlagte oversigt. Der findes selvstændige bøger om mange af de berørte delemner. En samlet men mere forskningsbaseret fremstilling af skolehistorie i det 19. og 20. århundrede er Coninck-Smith: Skolen, lærerne, eleverne og forældrene, 2002.
100 års vidt spændende og bredt appellerende skolehistorie for alle tidligere skolebørn.