Til historikere og fagfolk indenfor folkeskole, pædagogik og undervisning generelt.
Bogen er første bind i et pragtværk på 5 bind om skolens historie i Danmark. Det siges, at skolens fødsel i Danmark var 1814, men længe inden da fandtes der skoler og undervisning. Det er perioden før 1780, dette bind omhandler. Undervisning var på det tidspunkt mange ting. Det var undervisning i kirkens regi, hvor formålet var at opdrage til gode kristne. Det var købstædernes latinskoler, almueskoler på landet for de fattige, men det er også historien om personer, der med eller uden formelle kvalifikationer, påtog sig rollen som lærer for en gruppe børn. Der krævedes ikke en bygning, deraf titlen på bindet: Da læreren holdt skole. Der er afsnit om synet på børn og opdragelse, forsøget med en egentlig skoleforordning i 1730'erne. Bogen afsluttes med en gennemgang af de righoldige kilder, der ligger til grund for det store værk. Ikke en kildeangivelse, men kilde- og litteraturessays, som er interessant formidling i sig selv. Det er et smukt værk, illustreret med stik og malerier. Et værk, der hører til de sjældne udgivelser nu om dage.
Den tidlige skolehistorie er sparsomt beskrevet, men findes dog i Joakim Larsens Bidrag til den danske skoles historie, som egentlig er fra 1916, men som er genoptrykt i 1984. Også Harry Haue m.fl. har i Skolen i Danmark : fra 1500-tallet til i dag, 1986, beskrevet den tid.
Første bind i et storslået 5-binds værk om dansk skolehistorie.