For et par år siden interviewede HET en række »almindelige« mennesker. Resultatet blev bogen Det anonyme Danmark. Denne gang er det 16 personer, der alle må formodes at være kendte indenfor deres område, der interviewes om deres syn på samfundets mangler. Helhedsindtrykket er, at det måske ikke står slet så galt til, som man undertiden kunne fristes til at tro, men den hårde kritik er dog også repræsenteret (bl. a. ved Erik Sigsgaard og Kurt Ramberg). En væsentlig del af kritikken munder ud i en beklagelse af folketingets manglende evne til at udforme en langsigtet planlægning og gennemføre den. Bogen er læseværdig, selv om der berøres så mange emner, at man får et indtryk af overfladiskhed. Anbefales alle biblioteker i behersket ex.-tal.