Flere af de syv store afsnit i F.P. Jacs digtsamling er forsynet med undertitlen "skilleliniesuite", og mange af digtene tegner da også et billede af poeten, som dels ser tilbage på fortiden, dels befinder sig på tærsklen til et nyt livsafsnit. Det erindrende gælder jegets møde med arbejds- og voksenlivet, hvor personer og situationer fastholdes i hurtige glimt, og ikke mindst det næsten mytologiske "testamente" over firserne, hvor Jac bliver digter og en af eksponenterne for sin generation - en periode af henrykkelse og begejstring, men samtidig med en nøgtern erkendelse af, at det er en tid som definitiv er forbi: -"men al sammenstimmel går i sig selv igen,/abstinenserne ranker ryg,/hvem er jeg dog." Det kan ikke undgås at nogle af samlingens lange forløb taber i intensitet, eller i længden virker lidt for selviscenesættende, men der er også i Jacs digte et uforvekseligt personligt åndedræt og en tone i sproget som man skal til Dan Turell og Peter Laugesen for at finde mage til. Samlingen gør status og ser tilbage på en strålende fortid, men den rummer også litterære ambitioner og udkast - større og flere end længe set hos Jac - som lover godt for fremtiden.