Forfatteren, der er videnskabshistoriker og har undervist på RUC i mange år, skaber med denne disputats et banebrydende værk, hvori han forener den videnskabelige biografi med den personlige. På grundlag af immunologen og Nobelpristageren Niels Kai Jernes arkiv og mange års interviews tegner bogen et portræt af en forsker, der ofte når sine resultater ved intuitionens hjælp. En naturvidenskabsmand, der fordyber sig i filosofi, poesi, billedkunst. En erotiker, som er orienteret i retning af sadisme, og altså en videnskabsmand, som på sit område fejrer triumfer med nye opdagelser og derpå følgende ansættelser i topstillinger rundt om i verden. En diger bog, hvor de anførte citater er dokumenteret bagest i bogen, hvor der også er billedfortegnelse og index. Illustreret med sort-hvide fotos. En bog, som hvad den videnskabelige del angår ikke lader sig læse med rigtigt udbytte uden fagkunskab, men som for den læser, der gerne vil vide noget om den gådefulde Niels Kai Jerne, lader sig læse på tværs af de videnskabelige afsnit. Et udvalg af breve skrevet af Tjek Jerne, Niels Kai Jernes første hustru, der begik selvmord i 1945 og dermed afsluttede en lovende kunstnerisk karriere, er netop udkommet på privat forlag.