En bog for læsere af ny smal litteratur.
Forfatteren er født i 1969 og debuterede i 2001 med digtsamlingen Det stof alting er gjort af for hvilken, han modtog Rifbjergs debutantpris. Han har siden udgivet andre digtsamlinger. I 2008 modtog han Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Han betragtes således som én af de nye eksperimenterende forfattere. Denne bogs undertitel "Kontrafaktiv selvbiografi", der jo i sig selv er en selvmodsigelse - må betragtes som lidt af en forsmag på forfatterens leg med ordene. Er det facts eller er det fiktion? Det er nok mest tale om et tankeeksperiment, som går på, hvordan livet havde formet sig, hvis jeg'et (forfatteren?) var kunstner. Alle afsnit i bogen begynder med anaforen "Hvis jeg var kunstner", og det er uanset om et afsnit er på 2 linjer eller på mange sider. Selve sproget er lettilgængeligt, men hvert afsnit er skrevet som en lang opremsning - uden punktummer.
Denne bog holder samme sprogtone som hans to tidligere digtsamlinger. Hans andre værker findes ikke til udlån på nogen biblioteker pga. deres pris/beskaffenhed.
Bogen er opbygget af en serie prosalyriske tekster, som giver mulighed for refleksioner over det at være kunstner. Det er et nyt og spændende koncept fyldt med fantasi og et strejf af humor. Jeg må dog indrømme, at jeg havde svært ved at holde min interesse fanget hele bogen igennem. En bog, der bør være repræsenteret på de større biblioteker, men det bliver nok aldrig en bestseller.