Bog først og fremmest beregnet til undervisningsbrug. Bogen gennemgår forskellige slags eventyr: trylle-, skæmte, dyre- og formeleventyr, men der er desuden bl.a. afsnit om myter, sagn, brødrene Grimm, H.C.Andersen og kunsteventyr, ligesom genren føres frem til fantasy, Harry Potter og computerspil. Bogen kommer vidt omkring, med god saglig tekst. Sproget er mildt medsnakkende og kommenterende i forhold til emnerne. Der bruges korte eventyrcitater i beige spalter, og brunorange spalter til opgaverne - samme farve og gråtoner er brugt på en del af illustrationerne, stregtegninger, der er humørfyldte med en stor genkendelsesgrad. Billederne varierer og støtter teksten. Bogen kan bruges, iflg. bagsideteksten af børn fra 10 år, hvilket nok kun vil være de bedste læsere der kan. Men bogen kan bruges fra 10-11 år i skolen, og den kan bruges på børnebiblioteket i forbindelse med opgaveskrivning, eller for dem der vil vide noget og have et lille fornuftigt overblik over emnet. God forside og bagside med relevant om end voksen rettet tekst.