Mange kender det godt: det er svært at sige nej i mange situationer - låne penge ud, til børnene, selskabelighed osv. De 2 forfattere - litterær agent og leder af kreativ servicevirksomhed - giver råd om, hvordan man svarer i en lang række situationer på at låne penge ud, til børn, venner, familie, på arbejdspladsen, til selskabelighed m.m. Hvert område er ledsaget af en række nej-sætninger, som kan bruges, hvis man ikke selv kan finde ordene, desuden supplerer de med en række cases, alle om amerikanske middelklassekvinder. Det ville være godt at få hjælp til at sige nej/nej tak i situationen uden at få dårlig samvittighed, uden at såre den anden. Desværre er det ikke denne bog der giver hjælpen. De valgte sætninger spænder over gode forslag, som kan bruges mange steder, men desuden er der mange hvide løgne og halve sandheder. Der er ikke megen hjælp til at styrke ens ego med. Man er langt bedre hjulpet med Efter alt hvad jeg har gjort for dig : når andre bruger frygt, pligtfølelse og skyld til at manipulere med dig, 1998. Bogen slutter med stikordsregister, som er godt nok og litteraturliste, som er fyldig og tematisk, men desværre er de danske titler meget få, fx er der inden for området børn ingen danske titler.