Findes der en speciel protestantisk arbejdsmoral? Det er spørgsmålet i denne minibog, som analyserer hvorfor vi i Danmark på godt og ondt ofte er myreflittige endog indtil til stressen slår os ud. For dig som følger debatten om arbejdets værdi. Opgavebrug fra og med gymnasieniveau.
"Bogen er ikke alene en introduktion til arbejdets historie fra reformationen til i dag. Den er også et oplæg til en debat om, hvordan vi kommer til at arbejde bedre og med større tilfredshed, frem for blot at arbejde mere." Sådan skriver forfatteren i sit mix af debatbog og analyse af arbejdets historie i Danmark. Bogen har temaoverskrifter som "At måle arbejdsomhed", "Fra ånd til virkelighed", "Protestantisk etik" og "Velfærdsstaten". Under sidstnævnte overskrift fortæller forfatteren bl.a., hvordan også skabelsen af velfærdsstaten har haft indflydelse på, hvordan vi opfatter arbejdsmoral. Bogen er femte del af "Refomationserien" om reformationens betydning for samfundsudviklingen i Danmark. Serien markerer 500 året for "reformationens begyndelse med Luthers opslag af 95 teser mod pavekirkens afladshandel i Wittenberg i Tyskland." Lars K. Christensen er museumsinspektør og seniorforsker på Nationalmuseet.
Interessant letlæst debatbog, der vækker til refleksioner om arbejdsmoralens betydning fx for stress.
En anden bog i samme serie om reformationens betydning er Hvorfor er vi så rige og lykkelige?.