Nattens hyæner er de uhyrer, som ligger og lurer under Almaz' seng, når hun er søvnløs, ensom og bange, og de har fulgt hende en stor del af livet. Hun vokser op i Etiopien i en plejefamilie. Som 8-årig mister hun begge ben i en trafikulykke, og efter et langt hospitalsophold bliver hun adopteret af et dansk ægtepar, der bosætter sig i Haderslev, hvor Almaz bruger alt sit krudt på at blive en dansk teenager. Hun lader sig ikke kue af noget og løber gladeligt 10 kilometer til skolernes motionsdag, selv om hun ikke kan gå flere dage efter. Hun finder sin Allan og får tre børn samtidig med, at hun uddanner sig til socialrådgiver. Men da kommer al hendes længsel for alvor op til overfladen, og hun rejser til Afrika for at finde sin fortid: Hvorfor forlod hendes biologiske mor hende? Hvorfor lod plejemoderen hende bortadoptere? Almaz fortæller sin historie på godt og ondt. Gennem hele bogen afspejles hendes taknemmelighed mod adoptivforældrene, men også hendes stærke savn. De danske normer og den nye familie er svære at vænne sig til, i Etiopien får man bank med læderremmen, når man har lavet unoder, i Danmark skal man angre og sige undskyld, og det er faktisk sværere. Det er en varm, ukuelig og optimistisk bog, flydende og godt fortalt og med bred læserappel. Det er den bedste biografi, jeg længe har læst, man bliver klogere af den, og den fortjener rigtig stor udbredelse.