Bogen henvender sig til forældre, bedsteforældre, plejeforældre og andre i nærmiljøet til børn med ADHD. Dens informationer om emnet at tackle hverdagen med et hyperaktivt barn er ultrakorte. I stedet for at uddybe med tekst, eksempler og talmateriale, viser den i tegninger, hvordan hverdagen typisk kan forme sig. Tegningerne er farvelagte og har et humoristisk perspektiv uden anden pointe, end at forældrene vil kunne genkende sig selv og deres højeksplosive pode. Selve informationerne er både seriøse og relevante, men som sagt ultrakorte og få. Bogen er derfor hurtigt læst og fungerer mest som en bog, der skal få de hårdt prøvede forældre til at trække på smilebåndet. Der er kommet en del litteratur om ADHD, men ikke som denne, som fremstiller tingene i komikkens milde lys. Om ADHD-forældre rent faktisk vil finde den morsom, ved jeg ikke. Men med sit optimistiske budskab om at fatte mod, der skal nok komme et godt liv ud af anstrengelserne, så bør den have en chance rundt omkring i landet.