Ved sit brede anlæg henvender værket sig bredt til publikumsgrupper med interesse for bibliotekshistorie, museumshistorie, litteraturhistorie og oplysningstidens og romantikkens Danmark.
Historien om Rasmus Nyerups enestående karriere er historien om en utrolig social opstigen fra bondesøn til professor og ridder. Nyerups 250 års jubilæum 2009 blev bl.a. markeret med en forelæsningsrække af universitetsfolk o.l., og antologien er optryk af de bearbejdede bidrag, alle både velfunderede og velfortalte. Værket viser, hvordan Nyerup blev igangsætter og nybryder på mange af de felter, han kom til at beskæftige sig med i sin akademiske karriere. Han var som bibliotekar den omhyggelige bibliograf, han var som professor med til at skabe det moderne begreb om litteraturhistorie, og han var som oldforsker væsentlig for forståelsen af vigtigheden af indsamling og tilgængeliggørelse af historiske monumenter og skrifter, heraf udsprang bl.a. ideen om et nationalmuseum i København. Hans flid var stor, hans udgivelser talrige, alligevel har han været tæt på glemsel, men værket her placerer ham - igen - som en ener, der bestemt påkalder sig interesse og respekt for en original indsats. Fint illustreret med væsentlige oplysninger i de mange, gode billedtekster. Omfattende bibliografi og noteapparat. Billedliste og personregister. Stateligt værk.
Sammenlignelig med Kirsten Rask: Rasmus Rask : store tanker i et lille land, 2002, om en af Nyerups store samtidige - men også anvendelig i bredere historiske sammenhænge.
Fortjenstfuld markering af en bemærkelsesværdig personlighed og hans indsats.