Whispers
Tina Dickow
Emneord
Anmeldelser (4)
Gaffa [online]
d. 27. aug. 2014
af
af
Jan Opstrup Poulsen
d. 27. aug. 2014
"Albummet når desværre ikke helt niveauet fra forrige udspil. Måske en snigende tilfredshed er ved at melde sig hos den temperamentsfulde sangerinde, men man kan så glæde sig over en popsang fra hendes hånd som How About I Be Me, mens der for alvor kommer bid i The Voice of My Doctor. Sinéad O'Connor kommer derfor helskindet igennem sit 10. studiealbum, der ikke vil blive husket som mindeværdigt, men nok til at tro på hende fremover".
Berlingske tidende
d. 3. sep. 2014
af
af
Michael Charles Gaunt
d. 3. sep. 2014
"Albummet fremstår (...) hverken moderne nok til at kunne gøre sig på hitlisterne eller kunstnerisk vægtigt nok til for alvor at imponere. Når det er sagt, så rummer pladen trods alt en række udmærkede numre, som især bæres oppe af hendes dirrende vokal og eksplosive temperament. Tematisk er der ligesom på foregående plader tale om en række scener fra et ægteskab, hvor hovedpersonen konstant pendulerer mellem forskellige følelsesmæssige yderpositioner. Det ene øjeblik er hun usikker, det næste stærk, andre gange decideret vred".
Politiken
d. 1. sep. 2014
af
af
Simon Lund
d. 1. sep. 2014
"På sit 11. album kaster den 47-årige furie sin energiske stemme ind i sammenstød med både country, afrobeat og revsende guitarpop. Alligevel er den indre vrede til at genkende. O'Connor brænder igennem hver eneste af de smældende sange med stemmens flammer. Uden at blive personligt klaustrofobisk. Sangene er lagt ud i tredjepersoner og vokalen doblet op til et helt lille kor af stemmer. Det gør ikke O'Connor mere tydelig, men det er opskriften på et intenst album, der sætter sine mange stærke følelser på spil".
Information
d. 27. aug. 2014
af
af
Anna Ullman
d. 27. aug. 2014
"O'Connor skriver stadig god pop, men mest interessant er hun i selskab med den nøgne og primitive bluesrock, der lydligt modsvarer lyrikkens emotionelle turbulens.Det drevne groove på »The Voice of My Doctor« nærmer sig for eksempel i øjeblikke en stormstyrke, der er en PJ Harvey værdig. Den produktionsansvarlige er O'Connors faste producer og forhenværende ægtemand John Reynolds, og den rockede tilsmudsning antyder, hvad der kunne ske, hvis hendes vokal blev udsat for en Steve Albini-lignende råhed i produktionen i stedet for den lidt for kælne metalliske behandling, hun får på I'm Not Bossy, I'm The Boss ... En mærkværdig og irriterende svaghed ved pladen er, at mange af numrene - der sjældent er over tre minutter lange - har en tendens til at ende meget tidligt og uforløst med en letkøbt fadeoutdrejning på volumenknappen, inden de overhovedet er kommet i gang. På den måde folder sangene sig aldrig helt ud, men lyder nærmere som en stribe spiselige singler, der ikke harkunnetfinde et fornuftigt kompromis mellem popformen og rockinderligheden".