For en præst er en begravelsesprædiken nok den vanskeligste opgave at komme ud for. I en kort tale skal vedkommende give nogle få ord, der er vedkommende og fyldestgørende for de efterladte, der har stået den døde nær. Med sine 19 begravelsesprædikener og det teologisk/menneskelige/fagligt reflekterende efterord, specielt rettet mod kolleger, giver bogen her en glimrende hjælp og støtte til især præster, men også andre, der måtte komme i sådan en situation at skulle holde en tale/prædiken af denne art. Udgiverne bad de præster, der ville, om at sende begravelsesprædikener ind, og ud af disse blev de 19 prædikener udvalgt med hensyn til en spredning i de afdødes alder og køn, samt rent geografisk. Hver prædiken er givet en overskrift og prædikantens navn. Herefter følger i kursiv en kort omtale af afdødes liv og død og dernæst kommer selve prædikenen i normaltekst. Det er bevægende læsning, især hvor det er børn og unge, det handler om, men giver også ikke-fagfolk (som undertegnede) eftertanker om tilværelsens grundvilkår. Sund læsning for alle, som går op i tilværelsens uhyre vigtige små trivialiteter og bagateller. Også efterordet er i denne henseende givende læsning. Alt i et klart og enkelt sprog uden brug af fagudtryk. Indhold, forord, efterord.